FILMPRODUKTION 101: IDEUDVIKLING

Filmproduktion 101: Guides og inspiration til at lave film på budget

‍

Idéudvikling og hvordan man skriver en synopsis og step-outline

‍

‍

Alting starter med en ide — også film, serier og TV. For at kunne skabe noget, må man først have en idé, men hvornår ved man, at en ide er god?

Det er et spørgsmål, der er svært at svare kort på, men så er det jo heldigt, at vi har en hel artikel til at udforske netop det. For ideer er ikke en eksakt videnskab, men der findes mange værktøjer til at sætte tankerne i gang og ikke mindst forme, udvikle og formulere din ide helt præcist, inden du går i gang med at skrive hver eneste lille replik i manuskriptet. Det er lige præcis det, denne artikel handler om, hvor vi først foreslår forskellige veje til at komme på en god ide og bagefter ser på, hvordan dramaturgiske værktøjer kan bruges til at udvikle ideen. Til sidst giver vi en guide til at skrive en synopsis og en step-outline, der begge er vigtige redskaber til at udfolde din fortælling og forberede manuskriptfasen.

‍

‍

‍

‍

‍

Hvordan får man en god ide til sin film?

Det er meget forskelligt fra person til person, hvordan ideer dukker op. For den japanske animationsmester Hayao Miyazaki begynder det altid med ét billede, én hændelse han finder interessant og udvikler resten af historien ud fra. For den amerikanske instruktør Quentin Tarantino er inspirationen ofte gamle film og filmscener, som han drejer i nye retninger eller sætter sammen på nye måder. Den franske mester Jean-Luc Godards ideer var ofte en reaktion på alle de uskrevne regler, der fandtes inden for klassiske genrefilm. Han lærte alle reglerne for derefter at bryde dem og på den måde skabe noget helt nyt.

‍

Et godt råd, som bl.a. den succesfulde producer Judd Apatow sværger til, lyder helt simpelt: skriv, skriv, skriv. Skriv 100 to linjer lange ideer på så kort tid som muligt eller, som forfatteren Julia Cameron opfordrer til, skriv et par sider hver eneste morgen og smid det ud bagefter. Tanken bag dette er at gøre det til en rutine for din hjerne at tænke kreativt. Når du tvinger dig selv til ikke at dvæle ved én ide, men i stedet samler mange til bunke, så bliver det pludselig langt mere tydeligt, hvilke få af de mange ideer, der bliver ved med at rumstere.

‍

En anden genvej til gode ideer er at tænke over et problem, der skal løses for at opnå et mål. Du kan begynde med en karakter, du synes er interessant, og give karakteren et problem, der står i vejen for deres mål. Problemet kan enten komme udefra eller stamme inde fra karakteren selv. Mange film har et centralt problem eller en konflikt, der skal løses for at målet kan opnås. Én måde at udvikle et interessant problem er at finde frem til to modstridende mål eller værdier og derefter finde ud af, hvordan de kan blive repræsenteret i din film f.eks. gennem karakterer. Til sidst kan du overveje, hvordan de to mål eller værdier kan kombineres ved at sammenvæve det, de har til fælles og det, der adskiller dem.

‍

Når du har en spæd ide til en fortælling, kan du prøve at svare på følgende spørgsmål:

• Hvilke to mål eller værdier er i konflikt i fortællingen?
• Hvordan kan disse to tilsyneladende uforenelige mål eller værdier konkret blive repræsenteret i filmen?
• Hvordan kan filmen sammenvævet det, de to mål eller værdier har til fælles og det, der adskiller dem?

Metoden bliver udfoldet endnu mere i videoen herunder.

‍

‍

‍

‍

‍

Ved at foretage ovenstående øvelse bliver det meget tydeligt, om din ide har en central og interessant konflikt, som den kan blive ved med at undersøge og udvikle. Øvelsen kan også vendes på hovedet, hvis du allerede har fundet på nogle interessante karakterer. Så kan du tænke over, hvilke værdier, de hver især repræsenterer.

‍

Har du hverken karakterer eller konflikter, kan en god kickstart på processen være at begynde med det, man normalt laver til sidst, nemlig filmtraileren. Sæt dit nedtællingsur til én time og skriv, gerne i manusformat, en filmtrailer. Hvilket billede åbner traileren med, hvilke karakterer præsenteres og hvordan viser traileren på halvandet minut filmens centrale konflikt og locations? Øvelsen tvinger en til at tænke visuelt og kan være en god indgang til at få ideer til specifikke scener eller plotudviklinger. Her skal du fokusere på, hvilke dele af din fortælling – både visuelt og plotmæssigt – der er afgørende for, at man som seer bliver nysgerrig.

‍

‍

Hvordan former og udvikler jeg min ide til en historie?

Nu har du en ide, måske bare et par linjer, der udlægger historiens kerne helt kort. Hvad så nu? Jo, for at afprøve om ideen kan virke som f.eks. en kortfilm, kan det være en god ide at overveje, hvad der praktisk skal til for, at din ide kan realiseres. Hvor mange locations kræver fortællingen? Hvor mange karakterer? Kan historien fortælles på 10 minutter? Har den indhold nok til en film på 20? Hvad kræver det af udstyr at lave de optagelser, du forestiller dig?

‍

Sådanne overvejelser kan måske føles begrænsende, men de kan omvendt også være en mulighed for at løse, hvordan du — på trods af, eller måske netop i kraft af, visse begrænsninger — kan videreudvikle historien og finde kreative og personlige måder at fortælle den og lave filmen på.

‍

‍

Brug dramaturgiske værktøjer til at forme og udvikle historien

Det er tid til at få den fulde historie på plads. I udviklingen af din fortællings plot og karakterer kan det være en stor hjælp at tænke over historiens dramaturgi, altså dens opbygning og dramatiske virkemidler. Historiens dramaturgi er vigtig, fordi den afgør, hvordan historien bliver fortalt, og om historien formidles til seeren på en måde, der både er dragende og forståelig. Dramaturgi er et enormt emne, der findes utallige bøger og lignende om. Og ligesom med ideudviklingen er det vigtigt at understrege, at der ikke findes én dramaturgisk form, der virker på alle historier. Med det sagt, får du her et overblik over nogle af de begreber, der ofte bruges inden for film og serier, og som du måske kan bruge som værktøjer til at få helt styr på din historie.

‍

Der findes flere modeller, som beskriver en films udvikling og centrale figurer. Måske kender du allerede berettermodellen og aktantmodellen, der beskriver henholdsvis den klassiske histories spændingsopbygning og relationerne mellem dens hovedperson(er) og bikarakterer i jagten på at løse historiens konflikt. Begge modeller er godt beskrevet andetsteds og kan være gode at holde sig for øje, mens du skriver – særligt aktantmodellen kan du f.eks. bruge til at blive helt klar over, hvordan dine bikarakterer kan bidrage til at skubbe historien i nye retninger.

‍

BILLEDE AF AKTANTMODEL OG BERETTERMODEL

‍

Centralt for både aktantmodellen og dramaturgien i mange klassiske Hollywood-film er, at omdrejningspunktet for historien er én hovedkarakter med ét mål. Hovedkarakteren har altså en stærk vilje, noget denne vil opnå og må gå grueligt meget igennem for. Hvis din ide har en lignende præmis, kan du med fordel tænke over og skrive ned, hvad alle mellemregningerne er, for at hovedkarakteren opnår sit mål. Hvad er alle de små ting, der skal ske, for at det store mål kan opnås? Hvad motiverer filmens øvrige karakterer til enten at hjælpe eller forhindre hovedpersonen i at få succes?

‍

Og hænger scenerne sammen? I den klassiske filmfortælling taler man særligt om kausalitet, der er et andet ord for årsag og virkning, og det kan være godt at have for øje, når man vil skabe fremdrift i sin historie. Kausalitet handler om, at der i en klassisk fortælling er en sammenhæng mellem alle skridt i en historie — altså at hver enkelt hændelse eller scene i en film opstår på baggrund af noget, der er sket tidligere i filmen og har en virkning, der skubber filmen videre og fører til den næste hændelse. Nogle beskriver det sådan, at hver scene i en film skal besvare et spørgsmål, som publikum sidder med, og bagefter stille et nyt.

‍

Forestil dig f.eks. en film, der handler om en ung kvinde, der leder efter sin forsvundne far. Vi ser en scene, hvor kvinden bryder ind i farens forladte værksted. Hun finder hans jakke på en knage og i lommen er der en nøgle, hvorpå der står ”Lager 17”.

‍

Inden scenen sad vi med spørgsmålet om, hvor faren mon er. Scenen svarer delvist ved at vise os, at faren kan have efterladt et spor på værkstedet. Samtidig rejses et nyt spørgsmål, for hvad er lager 17, og hvad finder kvinden mon der?

‍

At tage stilling til historiens kausalitet kan altså være nyttigt, hvis du vil skabe fremdrift, spænding og sammenhæng i din fortælling. Men husk nu: reglerne må gerne brydes, for som vi også kommer ind på i artiklen om manuskriptskrivning, kan man overraske sit publikum netop ved at lege med deres forventninger. Alligevel kan det være inspirerende først at lære den klassiske dramaturgi at kende, for det er som bekendt sådan med regler, at de bedst brydes, hvis man kender dem på forhånd.

‍

‍

Synopsis og step-outline

Når du har en god ide om din histories forløb, er der særligt to måder, du kan overskueliggøre den for dig selv og andre på. Begge måder har hver sine fordele og er hjælpsomme skridt på vejen til at blive helt klar til at skrive et færdigt manuskript.

‍

Ofte vil mange begynde med en synopsis, der helt enkelt er en kort tekst, der uddyber plottet og karaktererne i din film fra begyndelse til slutning. Synopsen skal være et slags handlingsreferat, der kort og overskueligt beskriver karakterer og plotudvikling — gerne på en spændende og medrivende måde, så en person der aldrig før har hørt om din film, bliver suget ind i filmens univers og får lyst til at vide mere. For en kortfilm vil en synopsis typisk være max. én side lang, og den er god at have, når man skal pitche sin film eller søge samarbejdspartnere og/eller sponsorater, fordi den på ingen tid kan gøre det klart, hvad filmens centrale temaer er.

‍

EKSEMPEL PÅ SYNOPSIS – EVT. FRA EN FILMVÆRKSTED-FILM

‍

Når synopsen er på plads, går mange over til at lave en såkaldt step-outline. Her oplister man i nummereret punktform filmens scener og inddeler dem eventuelt i akter. For hver scene noterer man, hvor og på hvilket tidspunkt scenen foregår, og hvad der sker. Handlingsbeskrivelsen for hver scene skal være forholdsvis kort, typisk 1-3 linjer. En step-outline skaber på den måde et godt overblik over filmens vigtigste hændelser, som er god at have, når du kommer til sidste skridt inden manuskriptet skal skrives. Det sidste skridt kaldes et treatment, og hvordan du laver sådan et, kan du læse meget mere om i denne artikel, hvor vi ser nærmere på det at skrive et treatment og et filmmanuskript.

‍

EKSEMPEL PÅ STEP-OUTLINE – EVT. FRA EN FILMVÆRKSTED-FILM

‍